Stærke kokkekræfter til EUC Nord
Tidligere chefkok hos Skallerup Seaside Resort, Thomas Riis, ansættes af EUC Nord som kokke- og tjenerfaglærer ifm. opstart af hovedforløbet for gastronomer. Uddannelseschef Dennis Kindberg er meget tilfreds med ansættelsen, og siger bl.a.
- Med ansættelse af Thomas, har vi fået præcis det vi ønskede. En underviser der har et godt og bredt kendskab til det lokale, som har gode formidlingsevner og som tør at have ambitioner på sine egne, men især også på elevernes vegne. Derudover har Thomas et rigtigt godt netværk ud i branchen som vi kan nyde godt af. EUC Nord vil være kendt for at et godt og indgående kendskab og samarbejde med branchen, hvor det lokale islæt er i højsæde.
Thomas Riis har de sidste 20 år været chef i hotel og restaurationsbranchen heraf 12 år som selvstændig restauratør både i Gl. Skagen og nu de sidste 8 ½ år i Skallerup Seaside Resort. Thomas har en hel del erfaring som skuemester hos kokkene, været dommer til rigtigt mange konkurrencer, her kan f.eks. nævnes de sidste 10 år som hoveddommer til de Midtjyske mesterskaber, Nordisk mesterskab for kokke i 2015 og også her i 2017, Copa Jerez m.fl. Thomas har desuden selv deltaget i flere kokkekonkurrencer. Ud over uddannelserne som kok og tjener, er Thomas også Sommelier.
Thomas gennem flere år har været timelærer på både grundforløb og hovedforløbet. Har derudover afviklet en del forskellige typer af kurser og udviklet opskrifter med leverandører.
Thomas tiltræder på fuld tid d. 1/11, men inden da vil Thomas være tilstede forskellige dage inden, for at hjælpe med planlægningen af det kommende hovedforløb for gastronomer som starter d. 8. januar 2018.