Spændende svendeprøver hos Eventteknikerne
Det er med stor glæde, at vi nu dimitterer 9. årgang fra Eventteknikeruddannelsen.
Det sker mandag den 13. maj og tirsdag den 14. maj.
Til lejligheden stiller Arena Nord, med stor velvilje, sale og haller til rådighed, således at dimittenderne får optimale forhold til deres svendeprøver.
Traditionen tro har vi en offentlig del i forbindelse med svendeprøverne. Her kan pårørende, kollegaer, praktikværter og andre interesserede, opleve svendeprøveprojekterne. Et tilbud mange har benyttet sig af de sidste 8 år. Det er et kig ind i maskinrummet i den verden der producerer de oplevelser, som stadigt fylder mere i danskernes hverdag. Der sker en rivende udvikling, og den er, i vores optik, kun lige er begyndt.
Det er også et møde med 15 dygtige og engagerede unge mennesker, der med stor energi og flid, har lavet deres afsluttende opgaver. Man kan godt bruge ordet ”nørd” om dem. Men, hvis vi her tilføjer at årgangen tæller de elever der sidste år, med stor succes, tryllede med Cloostårnet, bliver det et lidt fattigt begreb, da de implementerer stor teknisk viden og kontant håndværksmæssig kunnen med kreativ opfindsomhed og målrettet handlekraft! Vi vil hellere vælge at betragte dem som essensen af det erhvervslivet og det politiske Danmark efterspørger: Kloge hænder – fra øverste hylde!
Den offentlige del af svendeprøverne afvikles efter denne plan:
Faglærer Niels Østergaard (tlf. 7224 6475) vil være guide på turen rundt til Svendeprøverne.
Dimittenderne vil hver have forberedt en performance og vil fortælle om deres projekter.
Da vi i år har 10 elever med lysspeciale og 5 med lydspeciale, er dagene delt således at vi har blandede lyd- og lys-svendeprøver om mandagen og kun lys-svendeprøver om tirsdagen.
Made in Frederikshavn
Eventteknikeruddannelsen er udviklet på EUC-Nord i Frederikshavn. Det er en fireårig erhvervsuddannelse, specielt udviklet til den danske lyd-, lys- og AV-branche.
Uddannelsen startede første hold op i 2007, efter flere års tilløb på EUC Nord. Siden er det gået stærkt med nye hold hvert år, opbygning af udstyrssamlinger, undervisningslokaler, implementering af efteruddannelse og en skolepraktikvirksomhed.
Sidste år blev uddannelsen suppleret med et nyt speciale: AV-teknikeren. De første elever er startet på dette speciale, og vil om få år være klar til svendeprøver.
I dag er omkring 120 elever tilknyttet eventuddannelserne i Frederikshavn.