Perfekt afslutning på introuge
Traditionen tro blev året på Teknisk Gymnasium indledt med en vellykket strandfest på Palmestranden, hvor socialt samvær var i fokus.
I højt solskin kunne Teknisk Gymnasium Frederikshavn fredag sætte punktum for en fremragende introuge med strandfest på Palmestranden. Hele 93 nye 1.G’ere skulle indvies på stranden, hvor den både stod på bådræs, volleyturnering, forhindringsbane og grillhygge. Bådene havde eleverne selv bygget i dagene op til strandfesten, og de blev således bedømt på deres håndværksmæssige udførsel og ikke mindst bådenes funktionalitet og sødygtighed.
Dagens festarrangører var skolens 3.G’ere der stod for planlægning og afholdelse af aktiviteterne, ligesom de sørgede for mad og drikke samt oprydning efterfølgende. Igen i år blev arrangementet velsignet af vejrguderne med sol hele dagen, og det gjorde bestemt ikke festlighederne mindre vellykkede.
Allerede fra mandag står den igen på ”almindelig” skole, når de næsten 100 nye elever tager hul på deres rigtige htx-hverdag.