Handelsgymnasiet er blevet EBBD-akkrediteret
Handelsgymnaiet hhx i Hjørring blev kort før jul akkrediteret til at kunne udstede EBBD-beviser til sine elever.
EBBD, European Business Baccalaureate Diploma, er et EU-harmoniseret og fuldt akkrediteret bevis på tværs af Europas grænser. Det betyder elever på den internationale studieretning fremover vil modtage EBBD-diplomet, der kan lette adgangen til en videregående uddannelse eller elevplads i udlandet.
EBBD-beviset dokumenterer, at man i løbet af sin tid på hhx i en international klasse har opnået de kvalifikationer, som kræves for at kunne modtage beviset. EBBD er således et bevis på, at man har opnået viden og kompetencer inden for bl.a. international forretningskultur, og at man er i stand til at arbejde med økonomiske spørgsmål på et fremmedsprog. I de internationale klasser bliver man personligt udfordret i sociale, kulturelle og sproglige sammenhænge, og man bliver dermed mere omstillingsparat og får større kulturel tilpasningsevne.
EBBD-programmet kombinerer international erfaring og udsyn, stor sproglig kunnen og en solid merkantil viden. Programmet er udarbejdet for at lette unge menneskers adgang til det europæiske arbejdsmarked og for at skabe en høj kvalificeret europæisk arbejdskraft.
At være akkrediteret med et sådant internationalt anerkendt bevis stadfæster blot, det internationale fokus man har og har haft på Handelsgymnasiet i mange år.
Læs mere om beviset her >