Fuld fart på maritime talenter

EUC Nord afholdte maritim talentcamp for 100 elever fra EUC Nord og EUC Nordvest.

Forestil dig, at du er på et stort skib, og har et teknisk problem, som bare skal løses før I kan sejle videre. Der er ikke mulighed for at få reservedele eller hjælp fra andre end dig selv og dine kolleger. I har bare jeres egen fantasi, et værksted og noget værktøj til at løse udfordringen. Det var groft sagt opgaven for de ca. 100 maritime talenter fra EUC Nord og EUC Nordvest, som var samlet til en to-dages talentcamp hos EUC Nord i Frederikshavn. Sammen med 12 maskinmester-elever fra Martec blev de inddelt i grupper, der skulle lave en Storm P-løsning på et hvilken som helst problem fra deres hverdag. Og deres vigtigste værktøj var en god fantasi og en masse energi, som skulle få dem i mål med en færdig løsning fredag formiddag, hvor vinderen blev kåret af Frederikshavns borgmester Birgit Hansen.

Toast-smørre-maskine vandt
Vinderen af konkurrencen blev holdet Maritime Custom Service, som vha. af cykelhjul, en smule pladesvejsning og lidt mekanik af forhåndenværende stumper, lavede en maskine som kan smørre et stykke toastbrød med smør. En ægte Storm P-løsning, som dommerpanelet af 8 faglærere belønnede med en sejr. Præmien blev overrakt af borgmester Birgit Hansen. I sin tale til de deltagende, sagde hun bl.a. at elevernes fantasi var i særklasse og at deres valg af uddannelse var helt rigtigt, da den maritime branche nu og i fremtiden kommer til at mangle arbejdskraften.

Efterspørgsel på talenter
Udviklingschef Nadja Hviid fra EUC Nord har stået for Maritime Talenter Camp17, som er blevet til på baggrund af et Region Nord projekt, hvor der samarbejdes med maritime virksomheder omkring den maritime branches efterspørgsel på kreative talenter:

- Branchen efterspørger medarbejdere, der kan tænke ud af boksen. Enten i et fællesskab eller på egen hånd. Det har man brug for, når man er ude i felten eller hjemme på værkstedet. Jeg har sammen med de maritime virksomheder i Frederikshavn fokuseret på, hvordan vi bringe innovation og entreprenørskab ind i undervisningen. Og den bold har vi taget ved at udvikle læringsmetoder som er anderledes end det vi normalt gør. Undervisning der ikke er så styrende, hvor vi slipper kontrollen en anelse og hvor vi lader tingene udvikle sig. Vi skal have mindre fokus fejlfinding, vurdering af resultater og slutprodukter og mere fokus på innovative arbejdsprocesser. Jeg er blevet positivt overrasket over det, eleverne har præsteret på campen. De var kreative, opfindsomme og ihærdige – helt i Storm P’s ånd.