Færre adgangsbegrænsninger hos EUC Nord

Undervisningsministeren fjerner kvoter på flere håndværksuddannelser hos EUC Nord



Børne- og Undervisningsministeriet har med et snuptag fjernet kvotebegrænsningen på uddannelserne bygningsmaler og ernæringsassistent, som EUC Nord bl.a. udbyder. Bygningsmaleruddannelsen har desuden haft krav om, at nye elever selv skulle skaffe sig praktikplads for at kunne blive optaget. Det krav er også fjernet. Hos EUC Nord er man selvsagt glade for muligheden for at optage flere elever. Uddannelseschef Dennis Kindberg fra EUC Nord siger:

- Det er selvfølgeligt positivt, at ministeriet har fjernet kvoterne. Men de er ikke fjernet for vores blå øjnes skyld, men fordi prognoserne siger, at der også bliver mangel på faguddannet arbejdskraft på disse områder i fremtiden. Det gælder også her i Nordjylland, så der er masser af jobmuligheder for malere og ernæringsassistenter. Det gælder faktisk for næsten alle faguddannelser i øjeblikket. 

Beslutningen om adgangsbegrænsninger på erhvervsuddannelser træffes hvert år af Børne- og Undervisningsministeriet på baggrund af en indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser. I øjeblikket har EUC Nord kun adgangsbegrænsning på møbelsnedkeruddannelsen.