EUC Nord indleder samarbejde med Vendsyssel Friskole

Fredag eftermiddag underskrev man på handelsgymnasiet hhx en samarbejdsaftale mellem Vendsyssel Friskole og handelsgymnasiet på EUC Nord. En aftale hvis formål er at udvikle og understøtte det samarbejde EUC Nord i forvejen har med E&A College i Kina, således der skabes en yderligere synergi i mellem de involverede parter.

Med aftalen ønsker Vendsyssel Friskole at bidrage til samarbejdet ved at give de kinesiske gæster en sjov og positiv oplevelse i Danmark. Samtidig ønsker man at friskolens elever og deres forældre, samt skolens ansatte får indsigt i de store forskelle der findes kulturmæssigt. På sigt håber man at kunne etablere kontakt til en kinesisk verdensklasse, hvor udveksling af elever og ansatte mellem Kina og Danmark vil kunne realiseres.

Læringen går begge veje
Et af punkterne bag aftalen er bl.a. at kinesiske undervisere og elever skal være ansvarlige for aktiviteter og undervisning på Vendsyssel Friskole. Indholdet kan fx dreje sig om at formidle en asiatisk vinkel i forhold til begreb som: sprog, historie, skoleforhold, lege, spisevaner, kulturelleforhold, sport, geografi, innovation og vækst. Omvendt vil friskolen ligeledes være ansvarlige for aktiviteter med de kinesiske gæster.

Aftalen mellem parterne er kommet på plads med stor hjælp fra handelsgymnasiets kinesiske underviser, James, som er et naturligt bindeled mellem Danmark og Kina.