EUC Nord godkendt til arbejdsmiljøcertificering
EUC Nord opfylder de strengeste krav for arbejdsmiljøcertificering, da vi er blevet godkendt efter OHSAS 18001-standarden. Arbejdsmiljøchef Hanne Bonne Brusgaard har modtaget et officielt certifikat, som skal op og hænge på væggen.
- OHSAS 18001 og bekendtgørelse 1193 er den standard med fokus på arbejdsmiljøet, som er mest anerkendt i verden. Det er en svær standard at opnå og i Danmark, er det kun ca. 3.500 virksomheder ud af ca. 100.000 som har fået den. Vi er den fjerde erhvervsskole i Danmark, som har opnået certifikatet. Vi har også arbejdet målrettet frem mod denne godkendelse gennem de sidste 3 år, hvilket også kan ses i vores ulykkesstatistik, som er på nul ulykker i 2014 – og meget lave tal i 2012 og 2013.
Certifikatet forpligter EUC Nord til selv at arbejde med at imødekomme de strenge krav, som certifikatet kræver. Krav som er langt strengere end, hvad lovgivningen kræver. Arbejdstilsynet vil kun komme på besøg ved alvorlige arbejdsulykker.
- Vores elever er ikke omfattet OHSAS 18001. Det er til gengæld alle vores lokaler, maskiner og medarbejdere, og vores arbejdsmiljøcertificering skulle derfor også gerne resultere i en positiv afsmitning i holdningen til arbejdsmiljø hos vores elever. Vi kan allerede se resultatet af dette, da antallet af elevulykker er faldet markant og som regel ’kun’ omhandler mindre skader.
OHSAS 18001- certificeringen betyder også at EUC Nord nu går fra grøn Smiley hos Arbejdstilsynet til Smiley med krone – som er det højest opnåelige.
Læs mere om certificeringen her.