AUC i elbilsamarbejde med Mitsubishi
Som de første i Danmark har Autobranchens Udviklingscenter (AUC) fået lov til at adskille batteripakken på Mitsubishis nyeste hybridbil Outlander PHEV.
Mitsubishi Danmark og Autobranchens Udviklingscenter har gennem mange år haft et samarbejde omkring efteruddannelse af mekanikere hos Mitsubishi-forhandlerne. Da el/hybridbilerne holdt deres indtog hos Mitsubishi, resulterede uddannelsessamarbejdet i, at AUC's faglærer Mads Bjerg Budolfsen blev udvalgt til at blive Mitsubishis batteriekspert. Han blev sendt til Holland på uddannelse hos Mitsubishi Europa for at blive certificeret i at adskille, servicere og reparere Mitsubishis batteripakker.
Med certifikatet i hånden kunne Mads Budolfsen tilbyde at dele sin viden med andre. Det blev i første omgang gjort i form af tilbud om generelle kurser på el/hybridbil-området. Gennem foråret har der været gennemført adskillige kurser med deltagere fra hele landet. Mere dybdegående kurser har også været på programmet og er især blevet benyttet af mekanikere fra Grønland, hvor klimaet stiller ganske store krav til el-bilernes driftsikkerhed. I Grønland er der desuden en procentvis langt større andel el-biler end i Danmark.
En helt speciel opgave kom dog direkte fra Mitsubishi Danmark. Der var brug for assistance til at reparere batteriet på en Mitsubishi Outlander PHEV. Bilen bliver benyttet i prestige-projektet Parker, som har til huse på Danmarks Tekniske Universitet (parker-project.com). I Parker-projektet forskes der i at anvende elbilen til at forhindre overbelastninger på elnettet og understøtte den danske vindenergi.
Outlander'en blev transporteret til Frederikshavn, og Mads Budolfsen fik sat sine evner på prøve. På grund af Mitsubishi-organisationens store interesse i Parker-projektet var der løbende tæt kontakt med teknikerne i Japan. Det er ikke hverdagskost at adskille batterier, heller ikke for Mitsubishi, så hele forløbet blev optaget på video til brug for senere træning og dokumentation. Efter intens fælles fejlsøgning blev det konstateret, at fejlen i batteriet var defekte relæer. De blev skiftet, batteriet blev samlet og afprøvet, og alt fungerede perfekt igen.
- Det har været en god oplevelse at arbejde sammen med Mitsubishi-folkene. Nu skal bilen tilbage til Parker-projektet, vi er blevet en erfaring rigere, og så går vores hverdag videre, udtaler Mads Budolfsen.
Hverdagen på AUC består af undervisning af mekanikere fra Danmark, Norge og Sverige. En kærkommen afveksling fra den daglige undervisning opstår, når opgaver som Outlander'en dukker op. AUC får med jævne mellemrum "problembiler" ind på centret, hvor et værksted har opgivet at finde fejl. Underviserne får med den type opgaver en uvurderlig træning i fejlfinding og en rigtig god kontakt med værkstederne.
- Det holder gutterne skarpe, og det er der brug for, slutter Mads Budolfsen.