Svendeprøve hos eventteknikerne – tillykke!

  22/05/14

Torsdag den 14. maj afviklede Eventteknik-afdelingen svendeprøver. Der var 14 elever oppe til prøve. 9 med lyd-speciale og 5 med lysspeciale. Eventteknikersvendeprøverne indeholder 3 elementer: En given skriftlig prøve på tid, som tager udgangspunkt i projektlederrollen og en svendeprøverapport med tilhørende praktisk prøve. Her er emnet frit indenfor pensummet, og elevernes opfordres til at prøve nye veje i forhold til egen profilering i branchen.  

Selve de praktiske prøver er i sig selv en plads- og logistikmæssig udfordring. Det kræver meget udstyr og meget plads at afvikle 14 samtidige prøver. Vi har dog altid oplevet en kolossal hjælpsomhed fra praktikvirksomhederne. De fleste lærlinge havde da også suppleret med udstyr fra deres virksomheder. Pladsproblemet hjalp Arena Nord/Maskinhallen os med. Som altid. Dimittenderne havde to dage til opstilling og afprøvning af deres svendeprøveprojekt, så d. 12. og 13. maj var dage præget af svedigt opstillingsarbejde og koncentreret programmering. Der blev brugt mange arbejdstimer, og drukket en hel del cola og kaffe...  

Selve svendeprøvedagen var delt op i to: Sideløbende med eksaminationen kørte der en offentlig, guidet rundvisning for familie, venner, kollegaer, elever og andre interesserede. Disse rundvisninger trak mange gæster, og var en rigtig god oplevelse, hvor dimittenderne fremviste showdelen i projekterne, fortalte om det og svarede på spørgsmål fra de besøgende.  

Årets skuemestre kom fra Dreamland Studie, Peesen int., AKKC og Det Kongelige Teater. Det var fire kritiske herrer, som grundigt gennemgik de enkelte projekter. Og de fleste holdt åbenbart, for der blev givet nogle rigtigt gode karakterer. Eventbranchen har lavet et præmiesystem til svendeprøverne, hvor 3x12 giver guld, 2x12+1x10 giver sølv og 1x12+2x10 giver bronze. I år blev der uddelt to guldmedaljer og en sølvmedalje!  

Opfordringen til at prøve nye teknikker og procedurer af, blev i år kvitteret med svendeprøver hvor der blev arbejdet med interaktiv styring af musik, sub-udfasning, lydteknikeren som aktiv medspiller, 8:1 surroundlyd, "jomfu"lyd, bevægelige lysbroer, assymetrisk lys etc. foruden at der i hvert svendeprøveprojekt blev brugt den nyeste teknologi. Specielt i Arena Nord var opsætningerne så omfattende at den blev omdøbt til "den lille Refshaleø"... Omregnet i lastbiler, fyldte årets svendeprøver 3 lastbiltræk...  

Torsdag aften sluttede svendeprøvedagen med en dimissionsfest i Auditoriet på Hånbækvej. En rigtig glad og festlig aften med taler, musik og uddeling af eksamensbeviser, diplomer og Teknisk Landsforbunds kammeratskabspris.  

Det var en lidt træt flok dimittender (Buddy Holly tog også sit...) der mødtes om torsdagen til nedpakning og oprydning, inden de tog afsked og rejste hjem. En travl sommer venter dem!  

Tillykke med det!  

Se flere billeder fra de mange flotte svendeprøver.

Tilbage