HTX-elever skal lave bølge-energi

Crestwing inviterer HTX-eleverne til at se deres bølge-energi-anlæg

 

På Pier 2 viser direktør Ruth Bloom fra Crestwing sit bølge-energi-anlæg frem til en flok entusiastiske (og småfrysende) 1.g’ere fra htx Frederikshavn. Planen er, at eleverne selv skal bygge et lille bølge-energi-anlæg med inspiration fra Crestwings teknologi. Derfor er de nede og se nærmere på det gule anlæg, der ligger ved kaj i øjeblikket. Underviser Kenneth Hørby fortæller, at det er i faget Teknologi de arbejder og at eleverne allerede har arbejdet med den teoretiske del af bølge-energi.

- Siden nytår har vi kigget på alternative energikilder og en masse aspekter omkring emnet. Hvordan virker de? Hvad koster de? Hvordan laver man dem? Og hvilke materialer er de lavet af? Opgaven nu er, at de inden sommerferien skal bygge deres eget lille bølge-energi-anlæg og samtidigt regne lidt på omkostninger, effektivitet osv. I dag er det meningen, at de skal få inspiration til, hvordan deres anlæg skal se ud og fungere. Jeg tror flere af dem laver noget lignende Crestwings anlæg.

Unik mulighed

Eleverne tager billeder og noterer flittigt Ruth Blooms gode råd, og det er tydeligt at de finder det spændende. En gruppe drenge bestående af Mathias, Daniel, Otto og Nicolai fortæller:

- Det er faktisk lidt mærkeligt at se det i virkeligheden – det er en unik mulighed med Crestwing så tæt på os. Indtil nu har vi kun set det på skærmen og det er altså noget andet at stå her. Vores model kommer nok til at ligne Crestwings, men vi bygger sikkert i nogle andre og lettere materialer.

Dagens undervisning, er den ugentlige udendørs undervisning, som covid19-restriktionerne tillader. Efter påske må alle elever på EUC Nord møde ind i halvdelen af tiden.

 

Vedlagt billede: Mathias, Daniel, Otto og Nicolai fra htx Frederikshavn skal bygge en model af Crestwings bølge-energi-anlæg.

 

Tilbage